La Paz

På fransk fndes et udtryk som lyder : man ikke kan undgå at have en mening om det. Det gælder ihvertfald La Paz. For os alle 4 er den snarere negativ. Men kan det egentlig være anderledes. Stakkels de mennesker som bor der og som ikke kan rejse videre.
La Paz er faktisk 2 byer som hænger sammen. El Alto som er et slumkvarter med over 1 million indbyggere som ligger oppe på et plateau og selve La Paz med omkring 1 million indbyggere som ligger nede i et kæmpe hul. Og dette er imponerende og skræmmende på samme tid. Da vi kom med bus, kørte vi først igennem El Alto i cirka en time ad jordveje (der var vejarbejde) og pludselig befinder man sig foran en afgrund hvor man har udsigt ned til endnu en kæmpe by med klipper og sneklædte bjerge rundt om. Det var virkelig et syn.

La Paz

Men når man befinder sig nede i selve byen er det et helvede hvis I spørger mig. Jeg har nok heller aldrig været en fan af storbyer. For det første ligger den laveste del af byen i over 3600 meters højde hvilket gør det svært nok at trække vejret. For det andet går det op og ned i gaderne. For det tredje findes der rigtig mange oldgamle biler i byen og amerikanerne har haft den strålende ide at give dem gamle, udslidte amerikanske skolebusser som udsender skyer af forurening når de kører op igennem gaderne. Jeg troede virkelig at jeg skulle dø!

Den første dag i La Paz hundefrøs vi. Det småregnede. Den anden dag var det drønvarmt og solen brændte fra en skyfri himmel. I La Paz bor de rige i de lavest liggende områder af byen og de fattige bor oppe af skrænterne og oppe på plateauet i El Alto. Der kan være en temperaturforskel på 10 grader! Det mærkede vi en dag vi tog en af svævebanerne op til El Alto hvorfra man har udsigt over La Paz. Der er 3 splinternye svævebaner i byen som er bygget af et østrigsk firma. Det er en fantastisk fordel for indbyggerne som hurtigt kan komme fra et punkt til et andet og som undgår at sidde fast i de gigantiske bilpropper der er i byens gader.

Hvad lavede vi ellers i byen? Vi vandrede rundt i turistkvarteret som er fyldt med forretninger som sælger huer, ponchoer, tasker... jeg ærgrer mig over at jeg ikke købte noget da vi var i Chinchero, Den hellige dal hvor jeg indtil videre har set de flotteste farver men vi havde ikke lyst til at slæbe på noget så tidligt på turen. Vi tog en turistbus til den sydlige del af La Paz hvor der er et område der kaldes Vallée de la Luna (månedalen). På grund af erosionen er der dannet høje tårne af hårdt sand men et stort område er simpelthen bare kørt ned af bulldozere hvor der er blevet bygget huse. I følge vores guide er området nu beskyttet.

En flot gade i La Paz fra kolonitiden.

Fattigkvarter - og dem er der flest af!

Efter et par dage i La Paz ville vi bare væk derfra så lørdag morgen tog vi til busstationen og hoppede på en bus mod Cochabamba. Det gik så hurtigt (vi havde ikke bestilt i forvejen) så de "glemte" at give mig penge tilbage for busbilletten og da vi stoppede 20 minutter senere for at købe lidt at spise og drikke, var der en dame som solgte mig en flaske som hun formodentlig havde fyldt med postevand. Flasken var ihvertfald ikke plomberet. Det opdagede jeg først da jeg sad i bussen igen. Jeg var rasende! Desværre var det for sent at hoppe af; det var endnu en ting som vi var trætte af : når buschaufførerne har besluttet at køre, så kører de bare, fuldstændig ligeglade med om alle er kommet på bussen igen. Ret stressende også for drengene som altid var bekymrede for om bussen ville køre fra os, så de turde knap nok gå på toilettet når vi stoppede.

Glade drenge på vej til Sucre med fly!

Vi var ret trætte af Bolivia i det hele taget så derfor endte det med at vi kun blev en nat i Cochabamba selv om der faktisk var en nationalpark vi gerne ville have set. Den 8 timer lange bustur dertil havde været så nervepirrende (de kører som sindssyge og jeg så en bus nede i kløften) så søndag morgen tog vi en taxi til lufthavnen hvor vi sad og ventede hele dagen på et fly til Sucre som afgik klokken 16. På vej ud til flyet kaldte de både passagererne til La Paz og Sucre ud. Jeg grinte lidt og sagde at nu skulle vi nok tilbage til La Paz men det skulle jeg ikke have gjort for da vi kom ind i flyet fik vi at vide at der ikke var faste pladser fordi afgangen til La Paz var blevet aflyst. Så vi blev først fløjet en tur tilbage til La Paz hvor vi landede efter en rundtur over byen. Piloten lagde an til landing (lufthavnen ligger midt i El Alto) men forsatte så ud over skrænten så vi havde hele La Paz under os hvorefter han drejede rundt igen og begyndte forfra. Vi svedte godt i hænderne og alle kiggede på hinanden men vi fandt aldrig ud af om der havde været et problem eller om piloten bare lavede sightseeing for os. Vi blev siddende i flyet, der kom nye passagerer på og endelig fløj vi mod Sucre hvor vi var vel fremme en time senere. Sikke et eventyr!