Sucre, Potosi og Uyuni.

Undskyld denne meget svært fordøjelige tekst men vi har tekniske problemer i øjeblikket, noget af vores materiel er gået i stykker så vi kan ikke sætte de nyeste billeder ind hverken på vores tablet eller vores blog. Vi håber at vi kan finde en reservedel når vi kommer til Santiago. Heldigvis havde vi allerede sat en del billeder på siden med billeder fra Bolivia og på Victors side. God læsning og rigtig godt nytår til jer alle!

En plads i Sucre.

Byen Sucre i det sydlige Bolivia er en hyggelig by. Den var Bolivias hovedstad indtil slutningen af det 19. århundrede. Sucre kaldes også "den hvide by" fordi mange af bygningerne fra kolonitiden er bevaret og de er alle hvide. Byen har en god størrelse - dvs. er ikke for stor - med et behageligt,  varmt klima og den ligger kun i 2600 meters højde. Og en vigtig ting man lægger mærke til så snart man ankommer i Sucre: byen er relativ ren! Næsten intet affald på fortovene, i gaderne og på markerne (jeg sagde næsten!)
Der er utroligt mange flotte historiske bygninger og mere end 10 kirker. I en af kirkerne kan man komme op på taget hvorfra man har en fantastisk udsigt over Sucre og de omkringliggende bjerge. Vi undrede os dog lidt over den manglende sikkerhed og at vi bare kunne løbe rundt deroppe helt selv, men vi er jo i Bolivia... Vi havde fundet et godt og stille hostal (hotel/vandrehjem) som lå tæt på centrum og besluttede at benytte os af det. Derfor blev vi 10 dage i Sucre og vandrede rundt i byen og på markedet, lavede lektier, vaskede tøj... Benoît og drengene tog en tur til en dinosaurpark en eftermiddag mens jeg blev hjemme og knoklede med at skrive vores blog og oversætte den til fransk...

Fanny med drengene - Maxime snakkede ørerne af hende,
 en rigtig sød pige.

Vi tog også på en 2 dages vandretur i de omkringliggende bjerge hvor der bor nogle etniske grupper kaldet jalq'a. Vi var en gruppe på 6 (os 4, en schweizisk pige på 28 år, Fanny og en pensioneret franskmand på 62 år, Serge som havde været i faldskærmstropperne) plus en guide, Rogelio. Vi havde det rigtig sjovt og stemningen var i top de 2 dage. Drengene var glade for at kunne snakke med andre og endda på fransk. Den første dag gik vi 18 km og den anden dag 9 km. Taskerne var drøntunge for vi skulle transportere mad og især vand!! Drengene gik godt og var tit foran og diskuterede med den ene og den anden på trods af at det gik op og ned og på trods af varmen (næsten ingen skygge på hele turen). På et tidspunkt var stien for farlig fordi den var styrtet sammen og vi var nødt til at gå en omvej. Midt i ingenting dukkede en lille pige op og solgte to armbånd til drengene. Det var svært at sige nej... Til frokost stoppede vi op ved et vandfald og sad i skyggen og spiste den medbragte mad.

Hygge i vores hytte sammen med Serge -
endnu en reserve bedstefar! 

Sent på eftermiddagen kom vi frem til landsbyen hvor denne jalq'a gruppe bor. Landsbyen ligger i et kæmpe vulkankrater! Disse mennesker er kendt i Bolivia for kvaliteten af deres tekstiler og især deres indviklethed. Folk her er meget fattige og det meste markarbejde foregår med stude og træplov dog i en god vulkanjord.
Det er altid lidt kompliceret at tage billeder af mennesker. Nogle giver tegn på at de ikke vil have at man tager billeder, andre vil have penge og nogle gange ser de så fattige ud at man bare ikke tør tage et billede. Derfor er mange af personbillederne taget bagfra, eller langt fra takket være vores apparats zoom...
Det bureau som vi havde købt turen hos er en slags hjælpeorganisation som financierer forskellige projekter i landsbyen. Den hytte hvor vi sov, forvaltes således af landsbyboerne. Der er også fornylig blevet bygget en vej ud til landsbyerne. Førhen var det kun muligt for indbyggerne at komme frem og tilbage på gåben.
Den følgende dag havde vi alle ondt i benene men heldigvis skulle vi kun vandre en halv dag inden turen gik tilbage til Sucre i en skramlebus.

En fint julepyntet hovedplads i Potosi.

Efter 10 dage i Sucre satte vi kursen mod det sydvestlige Bolivia, til Potosi. Denne by er berømt for sin sølvmine som har været i aktivitet i 450 år. Spanierne byggede deres rigdom op takket være Potosi. For 400 år siden var Potosi den rigeste by i verden og også den største (større end Paris og London!) Her fremstillede man alle de mønter som var i omløb i Spanien og endda også i andre europæiske lande. Selvfølgelig ved brug af slaver. Jeg vil ikke gå i detaljer med hvordan spanierne fik alt det sølv op af jorden i en mine langt ude på bøhlandet i Bolivia for derefter at transportere det til Europa... Og ikke alt sølvet kom frem til destinationen men endte dets dage på bunden af det caraibiske hav efter at skibene var blevet overfaldet af sørøvere. Hele denne historie fik vi fortalt under vores besøg i Casa de la Moneda, en forhenværende enorm fabrik som spaniere havde fået bygget i centrum af Potosi og hvor mønterne blev fremstillet.
Sidst men ikke mindst stod vi over for det spørgsmål som alle turister stiller sig i Potosi : skal vi eller skal vi ikke besøge minen som stadig er i aktivitet? For os var det nemt at svare på : med drengene og ikke mindst min klaustrofobi  var det umuligt at forestille sig at skulle langt ned under jorden midt imellem minearbejderne. Og det var godt det samme for måske er det ikke farligt men ihvertfald er det nervepirrende. Rundvisningen varer cirka 4 timer hvor man blandt andet kravler på alle 4 og klatrer ned af gamle stiger med en simpel lampe på sikkerhedshjelmen, det er 35-40 grader, i de andre gange kan man høre dynamitsprængninger for ikke at tale om støvet og de giftige gasdampe...

Grise foran et hus ved minen!

Selv om vi ikke ville ind i minen tog vi alligevel en tur derop for at få et indtryk af stedet, men det blev et kort visit for vi følte os lidt malplacerede, folk kiggede underligt på os. Ikke så mærkeligt når man ser hvordan de lever oppe på det lille bjerg... To minearbejdere kaldte på os og spurgte hvad vi havde til dem. Heldigvis havde Benoît købt en pose cocablade som de gladeligt tog imod. Det er kutyme når man kommer som turist i minen at man har lidt gaver med til minearbejderne : skoleremedier til deres børn, dynamitstænger (som man frit kan købe på markedet i byen), en pose med cocablade... For at kunne udholde de frygtelige arbejdsforhold i minen indtil 40 års alderen (hvilket er gennemsnitslevealderen for en minearbejder i Potosi!) tygger minearbejderne ufattelige mængder af cocablade og drikker store mængder alkohol. Og de giver mange offergaver og beder bønner til Tio, deres minegud - som de har en statue af i en gang i alle minerne - for at den skal beskytte dem mod ulykker. (se ogsa billeder fra minen pa Bolivia siden)
I dag efter 400 års aktivitet og mindst 8 millioner døde (især inca slaver under spaniernes koloniherredømme) er der ikke mere sølv i minen, allerhøjest en smule blandingsmetal. Men mindst 2000 minearbejdere arbejder der stadig hvoraf 800 børn!  I Bolivia er det tilladt for børn at arbejde fra de er 10 år gamle. Og fordi Potosi ikke har udviklet sig i andre retninger er det i dag en af Bolivias fattigste byer... En trist skæbne.
Selv om vi ikke fik set minen indefra, har byen Potosi sat sine spor i vores erindring for den sidste dag i Sucre så vi en kendt dokumentarfilm om en 14 årig dreng som abejder i minen hvor vi fik et indtryk af minearbejdernes hårde hverdag og arbejdsforhold. Hvilket kan motivere drengene til at arbejde godt i skolen!

En støvet gade i Uyuni.

Efter Potosi kørte vi mod den for vores vedkommende sidste by i Bolivia, Uyuni og dens berømte saltsø samt det sydlige Lipez. Uyuni er en lille by midt i ørkenen, kun hovedgaden er asfalteret, de andre gader af er sand og grus, det er varmt, vinden blæser støvet op... man skulle tro at man var midt i en cowboyfilm. Hestene er erstattet af utallige firehjulstrukne Toyota Cruisers med plads til 8 personer og barerne af omkring 60 bureauer som alle sælger den samme tredages tur til saltsøen for 6-7 personer i Landrover.
Vi var så heldige at møde to danskere på 20 år i Potosi som ligesom os ledte efter nogle som ville dele bil på turen hvilket var billigere for os alle. Med os havde vi en chauffør/guide José Luis.

Salt så langt øjet rækker...

Turen startede lidt udenfor Potosi hvor der er en togkirkegård med franske og tyske toge som blev transporteret med skib til Bolivia i 1825 og som skulle bruges til transport af materiale fra minerne men som nu har ligget ubrugte i ørkenen siden 1970'erne. Herefter satte vi kursen mod Uyuni saltsøen, en kæmpe hvid ørken på 10000 km2 og så vidt vi fik at vide det største flade område på jordkloden. Det er virkelig et imponerende syn med hvidt så langt øje rækker (solbriller er uundværlige) når man kigger mod horisonten. Vi spiste frokost midt ude på saltsøen siddende på den hårde saltoverflade med bilen som den eneste farveprik midt i det hvide hav. Maxime havde besluttet at det var det ideelle sted at tabe endu en tand (eller det vil sige for hans personlige tandlæge at hive den ud!).

Vores salthotel.

En anden særhed midt i søen er de billeder "trompe l'oeil" som solens stråler mod det hvide, en slags fatamorgana effekt gør mulige (se blandt andet vores julebillede hvor vi hopper op i luften). Midt i saltsøen er der en vulkanø fuld af store hundredeårige kaktus hvor vi gjorde ophold og gik en tur op på toppen. Den første aften sov vi i en slags hytte lavet af saltmursten og med løst salt på gulvet. Det var ret spartansk : to bade til 40 mennesker og en forlængerledning som alle kastede sig over for at få opladet de utallige batterier på kameraer og mobiltelefoner. Komisk.
Næste morgen tog vi afsted klokken 7 og tilbragte hele dagen i ørkenlandskaber, kørte forbi 6000 meter høje vulkaner og krydsede

Med vulkaner i baggrunden.

vikunner  (det er vilde "lamaer" som lever fra 3500 meters højde; lamaer er husdyr). Der er ingen veje nogen steder, kun spor fra andre biler. Vi så også utallige laguner i fantastiske blå, grønne og røde farver hvor flamingoer spadserer rundt og finder føde. Det var virkelig fantastisk. Selvfølgelig var vi ikke de eneste turister. Vi var forfulgt og forfulgte selv dusinvis af andre landrovere som kører den samme tur men det hører med.
Om aftenen overnattede vi i en barak endnu mere rustik end natten før, der var to toiletter til måske 30 mennesker og vi sov alle 6 i samme rum. Der var elektricitet fra klokken 19-21! Men vi fik aftensmad og oven i købet

I den vilde natur! Et øde landskab i mere end 4000 meters højde.

en flaske boliviansk rødvin til at sove på... for næste morgen var det op klokken 4 med afgang klokken halv fem. Vi skulle nemlig være fremme ved gejserne klokken 6 for at se solopgangen. Der var boblende bade, store dampskyer og der lugtede af svovl. Et fantastisk sted at være så tidligt om morgenen, i 5000 meters højde! Hundekoldt var det i øvrigt. Herefter kørte vi ned til en lagune hvor der var lavet et bassin ved siden af hvor vandet kommer direkte fra undergrunden. Sikke et paradis at kunne bade klokken 6 om morgenen i 40 graders varmt varm, med en lufttemperatur omkring frysepunktet, med udsigt til solopgangen omgivet af vulkaner. Efter dette lille morgenbad gik turen videre til laguna Verde, "den grønne sø" som ligger for foden af vulkanen Licanabur (5996m) og som var sidste stop på turen inden grænsen. Denne lå midt ude i ingenting, bestod af 2 jordhytter, et stort flag som vajede i blæsten, en rusten jernbarriere og en bunke affald skjult bag en mur. Her ventede en lille chilensk bus på os for at køre os ned til San Pedro de Atacama. Velkommen til Chile! Hasta luego Bolivia!

Grænsekontrollen mellem Bolivia og Chile. Bye bye Bolivia!