Nytår i Chanaral.

Et totalt forsinket godt nytår til jer alle i Danmark!

Efter dette interessante industrielle besøg sætter vi kursen sydpå mod Chanaral, ifølge vores guidebog årgang 2012/2013, en hyggelig lille badeby i nærheden af en fantastisk naturpark. Det ideelle sted at holde nytårsaften troede vi...
Da vi ankommer bliver vi ikke som vanligt sat af på en busterminal men i vejkanten hvor terminalen er erstattet af en container. Mærkeligt. Desuden er vi de eneste som stiger af. Dobbelt mærkeligt. Da vi vil sikre os at vi er steget af det rigtige sted er svaret : jo, jo I er skam i Chanaral.
Stedet ligner nu ikke rigtigt den badeby som er beskrevet i guidebogen.

Eftersom vi ikke har bestilt overnatning, spørger vi hvor midtbyen er. Nogle svarer "til højre", andre "til venstre" og en siger "hvilken midtby?" Dårlig start på opholdet. Vi begynder at hæve øjenbryn og bliver lettere irriterede, trætte efter rejsen. Benoit og jeg har mindst 15 kg på ryggen og drengene slæber også i forhold til deres vægt.
Vi vælger at gå til venstre. Godt valg. Til gengæld venter der os endnu en overraskelse! Vi kommer ind i en by som er fuldstændig jævnet med jorden, der er bilvrag i vejkanten, stranden er en stor

Læg mærke til mudderet der er slynget
helt op i toppen af lysstanderen!

losseplads, der er mudder i gaderne, dusinvis af hunde render rundt...
Er vi i et mareridt? Er vi havnet i Beyrouth eller hvad? Man skulle virkelig tro at vi var midt i en krigszone. Eftersom alle de bed and breakfast vi havde kontaktet via mail aldrig havde svaret os, begynder vi at spørge hvor vi kan finde et sted at sove.  "Jamen der er ikke nogle hoteller mere siden naturkatastrofen." Endelig går det op for os at vi ikke er havnet i en krigsramt by men derimod har byen 6 måneder tidligere været udsat for oversvømmelse og især mudderskred som har jævnet hele centrum med jorden med mindst 20 dødsfald til følge og endnu nogle forsvundne personer. Det forklarer hvorfor der er huse med 1 1/2 meter højt mudder indeni... Vi passerer i øvrigt forbi et af de hoteller vi havde skrevet til. Det eneste der står tilbage er en ruin fyldt med mudder. Ikke så mærkeligt at de ikke svarede.

Badebyens nuværende strand!

Efter at have vandret målløst rundt i et stykke tid og spurgt til højre og venstre, er der endelig en som viser os et sted vi kan sove sikkert af en blanding af medlidenhed og overraskelse over at se turister, oven i købet fra udlandet og med 2 børn med oppakning som små æsler. Vi takker straks ja, glade for at vi endelig har fundet et tag over hovedet. Men vores trængler er ikke overstået for nu skal vi finde et sted at spise og der er selvfølgelig ikke en eneste restaurant tilbage i byen. Heldigvis har en kinesisk familie som er dukket op hvem ved hvorfra åbnet en restaurant midt i "krigszonen" så vi ender med at fejre nytår der med et glas Sprite og kinesisk mad i en tom restaurant. Vi går tidligt i seng da vi næste morgen skal videre med bussen klokken 7.30 men bliver vækket ved midnat og går ud på altanen og kan beundre fyrværkeri ud over stranden. Selvfølgelig er vi skuffede over vores nytårsaften men i sidste ende fik vi mange grineture over den situation vi var havnet i og jeg tror ikke at vi vil glemme vores nytårsaften i Sydamerika lige med det samme.

Et flot firben i nationalparken.

Denne katastrofale 31. december ender vi dog også med at tage en tur til nationalparken i nærheden når vi nu er der! og hvor der skulle være pingviner og nogle gange delfiner at se. Også her kan man tydeligt se følgerne af flodbølgen. Desværre er der ikke andre turister end os så båden sejler ikke og drengene bruger i stedet dagen på at bygge sandslotte på stranden. Uheldet forfulgte os vist men alligevel tror jeg sjældent at vi har grint så meget!
(P.S. Tag også et kig på billederne på den franske udgave om Chanaral.)

Drengene ovenpå resterne af en jordvej
som er blevet fuldstændig skyllet væk i nationalparken.