vendredi 15 janvier 2016

Valparaíso og hovedstaden Santiago.

Turen går nu videre til Valparaiso, en ret stor havneby som er hjemsted for det chilenske søværn og som før Panamakanalen blev bygget, var en af Chiles største havne.
Valparaisos særegenhed er de mange vægmalerier overalt i byen som i øvrigt er bygget på skråninger rundt om havne- og strandfronten. Derfor blev der i 1900-tallet forskellige steder i byen bygget en slags elevatorer som man kan køre op med, men mange af dem er efterhånden så forfaldne at de ikke længere er i brug. I det hele taget er byen efter vores mening i stærkt forfald, husene bliver ikke vedligeholdt og der er beskidt alle vegne, ikke særligt indbydende for de mange turister som kommer til byen. Men alligevel har den en vis charme og vi bruger timevis på at vandre rundt og kigge på bygninger og improviserede malerier.




Vores franske værter på vores "bed and breakfast" anbefaler os en tur ud til
fiskerihavnen hvor hundredvis af skrigende måger forsøger at ramme os med mågeklatter mens fiskerne smider fiskerester i havet ned til mere end 20 søløver som guffer det gratis måltid i sig. Senere på dagen finder vi dem, søløverne altså, solbadende på en forhenværende mole langs vandet.


Skakspil på Santiagos hovedtorv.
Efter et par dage i Valparaiso tager vi den to timers bustur videre til Santiago, Chiles hovedstad som ikke ligger ved kysten. Her bruger vi 3 dage på at se de få seværdige bygninger, præsidentpalæet, et par gågader og hovedpladsen som byen byder på. Ellers er det en meget moderne by som egentlig virker hyggelig men som også er så forurenet at man fra vores lejlighed på 20. etage ikke kan se bakkerne som ligger lidt uden for byen igennem smoggen! Resten af tiden går med møglogistik : leje af en bil til senere på turen, lede efter en
Skopudser i Santiagos gader,
damen bagi hækler.
adaptor til vores tablet, hvilket vi opgav, lede efter nye vandrestøvler til Maxime (gid vi havde købt dem hjemmefra for de chilenske børn vandrer ikke!). Lige en parentes : vi er i øvrigt alle chokerede over at 3/4 af Chiles befolkning er overvægtig eller meget overvægtig hvilket man hurtigt får en forklaring på når man går i et supermarked hvor Coca Cola sælges billigt i 2 1/2 liters flasker, ofte med tilbud på 3 flasker! Sørgeligt.

Så er vores storby turné heldigvis foreløbig til ende.

Aucun commentaire:

Enregistrer un commentaire