Cobacabana, Titicaca søen.

Torsdag den 26. november krydsede vi grænsen til Bolivia. Det tog kun lidt over 3 timer med bus at køre fra Puno til Cobacabana. Lidt før grænsen stoppede bussen og satte os af. Så gik vi hen til den peruvianske grænsekontrol og herefter skulle vi gå 300 meter hen til den bolivianske grænse og igen stå i kø for at vise pas og ordne immigrationspapirer og så var vi i Bolivia. Lidt mærkeligt at der allerede er gået en måned siden vi tog afsted. Tiden er gået hurtigt for os.

Afslapning i Copacabana.

Her i Copacabana virker livet lettere for bolivianerne; det er en lille by fyldt med turister, ingen har særlig travlt, stemningen er afslappet... Vi har udsigt over søen fra vores hotelværelse, men man skulle tro det var et hav for man kan ikke se enden på den. Den er ligeså stor som 2 franske departementer (ca. 8000 km2).
Vi har brugt en del tid på at lave lektier og så har vi været en dag og en nat på Isla del Sol, den største ø i søen. Det var så fantastisk. Vi gik omkring 11km fra nord til syd på øen med udsigt til små bugter med strande med krystalklart vand og bjerge med sne på toppen i det fjerne Bolivia.  Det var en meget varm dag med sol hele dagen; når vi gik i læ måtte vi tage trøjer af men hver gang vi kom op på toppen af en "bakke" hvor vinden suste måtte vi klæde os på igen. Vi kom næsten op i 4000 meters højde. Det var en virkelig dejlig dag.

Vandring på Isla del Sol.

Endelig fik vi vandret - selv om Maxime brokkede lidt; det er hårdt for os alle i de her højder. Victor syntes at det var skønt; han gik ofte foran for sig selv og nød udsigten og sang mens Benoît og jeg ventede på Maxime.
I morgen tager vi videre til La Paz så vi ikke skal bruge min fødselsdag på at køre i bus. Det tager 4 timer herfra til hovedstaden. Vi ved endnu ikke hvor mange dage vi kan holde ud at blive i La Paz. Storbyer er ikke ligefrem det mest behagelige og afslappende, slet ikke i lande som Bolivia og Peru.