PATAGONIEN - Tierra del Fuego

Når man ankommer med færgen i Porvenir, hovedstaden i Tierra del Fuego (5000 indbyggere) er det nødvendigt at gøre visse forberedelser inden man begiver sig ud på eventyr. For så snart man bevæger sig uden for byen er det slut med asfalterede veje og starten på hundredvis af kilometer grusveje og millioner af hektar steppe. Den første benzintank (som er en pumpe på et savværk midt ude i ingenting) ligger 250km fra byen. Der hvor vi skal hen er der ingen forretninger, ikke noget telefonforbindelser, ikke engang fastnettelefon og selvfølgelig ikke noget internet! Det område vi skal til på den sydlige del af øen (Tierra del Fuego=ild-øen er en ø hvoraf den chilenske del udgør 25000 km2) har 450 indbyggere på 11000 km2 hvilket svarer til en fjerdedel af Danmarks areal. Bortset fra et par isolerede gårde er der ingenting, ingen landsbyer, det er ren natur. Til gengæld er det lidt bekymrende at tænke på hvad vi skal gøre hvis vi får et problem, hvordan kan vi få hjælp og hvad nu hvis vi løber tør for benzin?

Vi har reserveret en hytte ved en sø via sønnen som bor i byen. Men forældrene som bor ved siden af hytten og som ikke har telefon har slet ikke fået besked om at vi kommer. Så da vi dukker op klokken ti om aftenen er hytten ikke klar men heldigvis er den ledig! De skynder sig at tænde op i brændeovnen og komfuret for der er hverken gas eller elektricitet i køkkenet så for første gang laver jeg mad på et brændekomfur! Til gengæld er det Benoît der står op en time før os andre om morgenen for at tænde op så vi kan få varm te og kakao til morgenmad... stakkels mand!

Vi skynder os at pakke ud for der er kun strøm til lys mellem klokken 20 og midnat... Og vores madvarer sætter vi udenfor hvor der er køligere end i et køleskab der kun fungerer 4 timer i døgnet. Fernando og Odette som ejer stedet giver os en stor køleboks fordi rævene (som er grå her) lusker rundt om husene uden at virke særligt bange for os. I øvrigt ser vi ræve hver dag og drengene kommer endda til at stå kun et par meter fra dem.

Næste formidddag opdager Benoît at et af bilens dæk er fladt så han skifter til reservedækket. Det er for risikabelt at køre rundt uden reservedæk men vi er så heldige at Fernando tilbyder at tage det med til reparation for han skal ud at handle samme dag. Han kører til supermarkedet 2-3 gange om måneden i Rio Grande på den anden side af grænsen i Argentina hvilket er det nærmeste supermarked, 100 km fra deres hus dvs. 200 km frem og tilbage! Og det værste er at den chilenske lov forbyder at bringe frisk frugt, grønsager og fersk kød over grænsen! Om aftenen klokken 23.30 kommer Fernando tilbage fra Argentina i sin pick-up med vores reparerede dæk samt lidt madvarer som han havde tilbudt at købe med til os.

Vi bruger vores dag uden bil på at udforske nærområdet.  Drengene laver en hule på stranden og vi går en tur for at se nogle af de tusindvis af bævere som lever i området og som bygger nogle helt utrolige dæmninger. Vi ender med at se en bæver. Vi ser også store skovområder hvor træerne ligger hulter til bulter, væltet omkuld af storme... og også af bævere! Tierra del Fuego er også beboet af tusindvis af guanacoer, de ligner lamaer men er større. De er beskyttede men har ikke nogen naturlig fjende. I begyndelsen da vi så dem i indhegninger langs vejene troede vi at det var opdrættede dyr men så snart vi så dem springe over selv de højeste indhegninger så let som en antilope forstod vi hurtigt at de levede vildt i naturen.

De følgende dage vandrer vi en tur i fantastiske omgivelser, kører ud til et nationalreservat med kongepingviner og den sidste dag desværre i regn- og gråvejr kører vi helt ned sydpå, der hvor vejen ender. Benoîts drøm og det han har ventet på på hele rejsen. I 3 timer kører vi op og ned ad mudrede jordveje, gennem bjergområder mod syd ned til det sydligste punkt på det chilenske kontinent. I løbet af hele dagen møder vi omtrent 5 biler, sikkert lystfiskere for det er deres paradis. Vi ender i udmundingen af en fjord, på et hjemmelavet skilt står der "her ender vejen". Stedet hedder Caleta Maria (kig endelig på internettet), her har nogle skøre mennesker et sommerhus som bliver passet i et par uger af et par unge tjekker som vi har mødt på et hostal en uge tidligere. De har selvfølgelig set os køre forbi og parkere 100 meter længere henne og gættet på at det er os eftersom de kan se at vi har 2 børn med. De kommer halvt løbende ned af vejen mod os og inviterer os på en kop dejlig varm te!  

Turen tilbage til vores hytte føles uendelig. Den sidste nat sover vi ikke så godt. Vi synes det stormer helt vildt - sikkert fuldstændig normalt for dem der bor her. Benoît sidder oppe og er bange for at vinduerne bliver blæst ind og indimellem føler man at huset løfter sig. Det er hævet over jorden, bygget på stolper. 
Det tager os to dage at komme tilbage til Punta Arenas, denne gang via den nordlige del af øen som er flad steppe, lidt kedelig. Vi er dog så heldige at se kondorer som svæver lige over os. Fantastiske.