vendredi 19 février 2016

Chiloe.

Chiloe er Chiles største ø som er kendt for dens trækirker og huse som er bygget ude i fjordene på træstolper. For at komme derover måtte vi tage en færge. På vej over til øen så vi søløver dukke op i vandet hist og pist. Vi kørte straks mod et vestligt hjørne af øen hvor der var mulighed for at sejle ud til nogle små øer med to små pingvinkolonier. Der var proppet med mennesker på stranden men vi var heldige at få en plads på dagens sidste tur dog med over en times ventetid. Turen varede ikke mere end en halv time hvor man sejlede ud til øerne og kunne se pingvinerne på afstand. Det var selvfølgelig forbudt at gå i land for ikke at forstyrre dem. De kommer nemlig til disse små øer i et par måneder om året for at ruge.
Efter denne lille afstikker satte vi kursen mod vores bed and breakfast, over en times kørsel derfra. Vi havde fundet et sted som faktisk var en skole bygget om til overnatningssted så vi sov i et forhenværende klasselokale. Der var masser af plads med store fællesarealer, køkken og rutschebane ude i skolegården!
Vi var lidt skuffede over øens landskaber, ikke så mærkeligt efter de fantastiske områder vi havde set i nationalparkerne plus at vi havde indtryk af at hele Chiles befolkning havde valgt at tage til øen lige de samme dage som os. Eftersom der kun var en hovedovej som oven i købet gik igennem den største by resulterede det i lange bilkøer. Det kan godt tage lidt af charmen.
Men vi fik kørt lidt rundt, var en tur ude ved den vestlige kyst med store uendelige sandstrande, hvor drengene brugte timer på at bygge sandslotte beskyttet af bunker af enorme og iøvrigt spiselige tangplanter.
Benoît fik smagt øens typiske måltid, forskellige muslinger og kødstykker bagt i et hul i jorden fyldt med gløder og svøbt i store blade hvilket resulterede i at han tilbragte timer på toilettet den efterfølgende nat! Det er godt at jeg ikke kan lide alt godt fra havet!!

Aucun commentaire:

Enregistrer un commentaire