Machu Picchu

Lørdag nat, natten før vi skulle til Machu Picchu, vågnede Benoît og jeg flere gange ved lyden af regnen som trommede ned på bliktagene. Om morgenen var det meningen at vi skulle have morgenmad klokken 6, men drengene sov og humøret var på nulpunktet på grund af vejret.
Vi kom sent afsted fra hotellet, deponerede vores bagage på banegården eftersom vi skulle afsted med toget om eftermiddagen tilbage til Ollantaytambo, købte regnslag på gaden og ned og stå i billetkø til bussen. Sikken et cirkus! Og alt var hundedyrt, lige fra bananer og sandwich til busbillet.
Endelig ved ti-tiden stod vi foran indgangen til Machu Picchu, regnen var stilnet af men tåget var det og det værste var at Benoît ikke kunne finde indgangsbilletten som vi havde købt flere dage forinden - til endnu en lille formue - i Cusco. Nu kunne Victor bare ikke klare mere, jeg var ved at hyle og Maxime forstod vist ikke rigtig alvoren i situationen. Efter at have endevendt sin taske flere gange, fandt han til alles lettelse endelig billetterne et eller andet umuligt sted og så kunne vi komme ind og hverisær få Machu Picchus stempel i vores pas.
Stemningen var ikke god efter al den stress, det var vejret heller ikke og vi var skuffede over at man, efter at have betalt så mange penge og været blevet tjekket utallige gange (man skal konstant vise pas), kommer ind og ikke aner hvorhen man skal gå.  Der er ikke nogen til at vise en i den rigtige retning alt efter hvor man skal hen. Vi havde betalt ekstra for at kunne komme op på Montana Machu Picchu som er et af de to udsigtspunkter på området. Jeg tror der gik en time før vi fandt ud af hvordan vi kom hen til den rigtige sti hvor vi igen skulle vise billetter og pas for at bevise at vi nu havde betalt for at skulle vandre op. Tænk at man vil betale for det! Vi havde aldrig forestillet os så hård en opstigning.

Opstigningen til Montana Machu Picchu

Efter en time og 15 minutter, totalt svedige og våde af regn, nåede vi toppen (3061 meters højde - billede på Victors og Maximes side) og havde en fantastisk udsigt - over et tykt tågehav. Folk sad og ventede på at det skulle lette, spiste medbragt mad, sludrede med hinanden... Efter en halv time besluttede vi dybt deprimerende ligesom alle andre at begynde nedturen som var lige så langsommelig som opturen på grund af de mange ujævne og våde stentrapper. Halvvejs nede begyndte tågen at lette - klokken var blevet halv et - og langt om længe kom smilene frem hos alle. Nu havde vi endelig den udsigt som man ser på alle billeder.

Alle tog billeder af hinanden, snakkede og grinte, lettede over at alt endte godt.
Nedturen endte med at tage dobbelt så lang tid som opturen fordi vi nød udsigten, slappede af og tog billeder. Vel nede igen, havde vi godt og vel en time til at gå rundt i ruinerne, men da var vi også trætte,  benene rystede under os efter alle de trin og anstrengelser! Vi skulle med toget fra Aguas Calientes ved 16 tiden - i øvrigt en efter min mening  rædsom by som ligger klemt inde mellem bjergene i junglen, for jungle er det i forhold til Den hellige dal. Der er myg, fuglelyde, fugt, vild bevoksning... Det var en anderledes oplevelse når vi nu ikke regner med at tage i regnskoven.

Aguas Calientes 

Toget til og fra Aguas Calientes.

Det var skønt at komme på toget og kunne sidde og slappe af efter en begivenhedsrig dag.